Modulet er relevant for offentlige myndigheder, institutioner og organisationer, der ønsker at gøre juridisk indhold let tilgængeligt og søgbart for borgere, medarbejdere og andre interessenter - eksempelvis ved at vise gældende lovgivning inden for et bestemt fagområde, afgørelser truffet af en bestemt myndighed, eller bekendtgørelser relateret til en aktuel sag.
Retsinformation.dk article-modulet
Du kan bruge dette modul til at vise udvalgte love, bekendtgørelser og andre juridiske dokumenter direkte på din hjemmeside. Data bliver hentet automatisk fra Retsinformation.dk og bliver opdateret dagligt.
Sådan bruger du modulet
Trin 1: Indsæt modulet på indholdssiden
Træk modulet ind og indsæt dér på siden, hvor du vil bruge det. Du kan altid flytte rundt på modulets placering og bredde efterfølgende.
Trin 2: Redigér modulet
Dobbeltklik på modulet for at åbne redigeringsvinduet. Her vil du kunne se to faner, Content og Settings. Det er primært i Content-tabben, at du reelt indstiller modulet, så det vil vise den type af indhold fra Retsinformation, som du har brug for. Settings omfatter modulets visuelle udtryk, men vær opmærksom på, at mulighederne her er begrænsede af hjemmesidens design.
Content
I denne sektion indstiller du, hvilken slags indhold modulet skal vise. Du har følgende felter at redigere i:
Filter
Keyword - Begræns visningen til afgørelser, der indeholder bestemte nøgleord.
Authority Name - Vælg en eller flere myndigheder, og vis kun afgørelser, der relaterer sig til disse. Myndigheder vælges via en multiselect med drag-and-drop. Listen opdateres automatisk.
Ministry - Vælg én eller flere ministerier - afgørelser med disse ministerier vises på listen. Samme multiselect-funktion som ved myndigheder.
Historical - Som standard vises kun aktive afgørelser. Hvis dette felt aktiveres, vises også historiske afgørelser – markeret tydeligt med et “historisk”-tag.
Year Span - I årsfilteret på frontend vises de år, som redaktøren har defineret. Hvis man f.eks. indtaster “10”, vises de seneste 10 år samt nuværende år, efterfulgt af én samlet mulighed som “2014 og tidligere”.
Settings
Show resume - Tilføj et kort resumé til hver afgørelse. Kun de to første sætninger vises som standard, med mulighed for at folde resten ud.
Document Type - Filtrer efter dokumenttyper. Understøtter valg af flere typer og automatisk opdatering af listen.
Categorization Type - Opret og rediger emner, som bruges som filtre på frontend. Når en bruger vælger et emne, søges der i titlen efter dette ord.
End User Filtering
Year Range filter - Giver brugeren mulighed for at filtrere afgørelser efter ét eller flere år – baseret på det definerede årsspænd.
Categorization Types - Når aktiveret, vises et dropdown-filter på frontend, hvor brugeren kan vælge ét emne ad gangen.
Topics - Ved aktivering deles titlen op i emner baseret på bindestreger (“-”). Admins kan vælge at fjerne det første stykke før bindestregen. Emnelisten opdateres dynamisk og vises i alfabetisk rækkefølge. Brugeren kan søge i listen og se antal matches. Hvis der ikke er nogen match, vises “Ingen resultater fundet”.
Document Types - Gør det muligt for brugere at filtrere afgørelser efter dokumenttype via et felt ved siden af søgefeltet.
Managing Authority - Viser en dropdown med valgte myndigheder, så brugeren kan filtrere afgørelser efter én bestemt myndighed. Filteret er knyttet til adminvalget "Myndighedsnavn".
Content
Headline - En valgfri H2-overskrift over søgefeltet og afgørelseslisten.
Intro - En forklarende tekst under overskriften.
Settings
CSS Classes - Dækker over modulets visuelle udtryk, eksempelvis baggrundsfarve, og tilføjelsen af et omrids, så modulets indhold ikke ligger på sidens baggrund, men bliver til sin egen boks. Tilgængelige designmuligheder kan variere eller afhænge af, hvad der er inkluderet i designprocessen.
Element ID - Unikt ID, der bruges til styling i designprocessen.
Eksempel
I dette område kan du se et eller flere eksempler på det opsatte modul, så du kan få en fornemmelse for, hvordan det kan se ud på din hjemmeside.
Overskrift på modul
Dette er introteksten til modulet, som kan tilpasses efter behov.
Endelig adm. afgørelse nr 9953 af 27/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - repressalier - afvisning
Socialministeriet
J.nr.26-96998 En mand (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede udsat ham for repressalier i forbindelse med, at indklagede gav klager afslag på økonomisk støtte til en afskedsreception. Klager havde i april 2024 klager til Ligebehandlingsnævnet over, at klager mente, at indklagede havde udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap. I december 2025 blev klager afskediget. Klager efterspurgte derefter, om der var mulighed for tilskud til en afskedsreception, som ikke skulle holdes hos indklagede og umiddelbart uden nogen inviterede fra indklagede. Indklagede svarede, at indklagede ikke kunne give tilskud til en privat afskedsreception i private omgivelser uden deltagelse af kolleger. Klager gjorde derudover gældende, at han ikke blev tilbudt en samtale med ledelsen i forbindelse med sin fratræden. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager ikke havde godtgjort, at der var en sammenhæng mellem afslaget på tilskud til afskedsreception eller det manglende tilbud om en samtale med ledelsen og det forhold, at klager havde klaget til Ligebehandlingsnævnet over indklagede. Efter nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i klagen. Nævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9954 af 27/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - genoptagelse - afvisning
Socialministeriet
J.nr.26-71233 En kvinde (klager) anmodede om genoptagelse af sin sag om forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet traf den 17. juni 2026 afgørelse om at afvise klagen, da nævnet vurderede, at det krævede mundtlige parts- og vidneforklaringer at afklare, om klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i form af seksuel chikane og repressalier. Den 18. juni 2026 anmodede klager om genoptagelse af sagen. Til støtte for sin anmodning om genoptagelse gjorde klager gældende, at nævnet ikke havde taget selvstændigt stilling til, om klager var blevet udsat for seksuel chikane. Klager havde desuden fremlagt nye oplysninger, som, klager gjorde gældende, var af betydning for vurderingen af, hvorvidt hun var blevet udsat for repressalier. Nævnet afviste at genoptage den del af klagen, der angik seksuel chikane, da klager ikke havde fremlagt nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen, og da der i øvrigt ikke forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages. Nævnet afviste desuden at genoptage den del af klagen, der angik repressalier, da de fremlagte oplysninger ikke var af væsentlig betydning for sagen, og da der i øvrigt ikke forelå særlige grunde, der talte for, at sagen skulle genoptages. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9926 af 26/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - er handicap - ej medhold
Socialministeriet
J.nr.25-30732 En kvinde (klager), der var diagnosticeret med uhelbredelig kræft, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling. Den 26. februar 2025 afgik klager ved døden. Klagers partsrepræsentant oplyste den 19. maj 2025, at klagers dødsbo ønskede at indtræde i sagen. Nævnet vurderede på den baggrund, at nævnet havde kompetence til at behandle klagen. Nævnet vurderede desuden, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Det var herefter indklagede, der skulle godtgøre, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, herunder at indklagede havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse. På baggrund af sagens samlede oplysninger vurderede nævnet, at indklagede havde godtgjort, at klager på afskedigelsestidspunktet ikke var kompetent, egnet og disponibel til at udføre de væsentlige funktioner i sin stilling, og at der ikke var udsigt til, at dette ville ændre sig inden for rimelig tid. Nævnet lagde vægt på, at klager afslog at foretage virksomhedspraktik om morgenen. Nævnet havde i den forbindelse lagt vægt på, at det alene fremgik af en mulighedserklæring, at klager ville have svært ved at arbejde flere morgener om ugen. Nævnet havde desuden lagt vægt på indklagedes oplysning om, at klager ikke kunne varetage arbejdet om eftermiddagen/aftenen, da klager ikke kunne udøve magt, og da klager ikke havde tilstrækkelig arbejdstid til at læse børnenes journaler, hvilket var en forudsætning for at varetage arbejdet om aftenen. Klager fik derfor ikke medhold i sin klage.
Endelig adm. afgørelse nr 9927 af 26/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - arbejdsvilkår - er handicap - repressalier - medhold
Socialministeriet
J.nr.24-46886 En mand (klager), der var diagnosticeret med svær hyperfunktionel dysfoni, som medførte talevanskeligheder i forbindelse med længerevarende samtaler og tale med øget stemmestyrke, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke blev forfremmet til specialkonsulent eller fagansvarlig og ikke blev tildelt et løntillæg i 2023 og 2024. Klagen angik desuden påståede repressalier i forbindelse med, at klager blev omplaceret. Nævnet vurderede, at klager havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Klager havde ikke påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han blev udsat for forskelsbehandling i forbindelse med, at han ikke blev forfremmet til specialkonsulent og i forbindelse med, at han ikke blev tildelt løntillæg i 2023 og 2024. Klager fik derfor ikke medhold i disse dele af klagen. Klager havde tillige ikke godtgjort, at der var en sammenhæng mellem, at han blev omplaceret og det forhold, at han havde indbragt sagen for nævnet. Klager havde derfor ikke godtgjort, at omplaceringen var udtryk for repressalier. Klager fik derfor heller ikke medhold i denne del af klagen. Klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at han blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at han ikke blev fagansvarlig, da det fremgik af en mail fra klagers leder, at lederen ikke kunne have en fagansvarlig, der ikke kunne tage vagter. Klager kunne ikke tage vagter på grund af sit handicap, da vagterne indebar samtaler. Indklagede havde ikke dokumenteret eller nærmere redegjort for kravet om, at forfremmelse til fagansvarlig krævede, at man havde vagter. Det var herefter nævnets vurdering, at indklagede ikke i tilstrækkelig grad havde iagttaget tilpasningsforpligtelsen i forhold til vurderingen af muligheden for at udnævne klager til fagansvarlig. Klager fik derfor medhold i denne del af klagen og en godtgørelse på 25.000 kr. Sagen blev behandlet principielt.
Endelig adm. afgørelse nr 9929 af 26/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - adgangsbegrænsning - ej medhold
Socialministeriet
J.nr.25-56721 En mand (klager) klagede over et fitnesscenter (indklagede). Klager mente, at indklagede havde udsat ham for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at indklagede havde tilrettelagt medlemmernes mulighed for cirkeltræning således, at der var en fælles cirkel for både mænd og kvinder og en cirkel kun for kvinder, og at klager fik afslag på at træne i cirklen kun for kvinder. Klager, der er mand, havde kun mulighed for at lave cirkeltræning i den fælles cirkel og blev afvist fra at træne i cirklen kun for kvinder. Nævnet vurderede på den baggrund, at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der forelå forskelsbehandling på grund af køn. Indklagede havde oplyst, at indklagede havde lavet den pågældende opdeling af hensynet til særligt ældre kvinder, som kunne have et ønske om at træne i mere diskrete omgivelser. Indklagede havde gjort gældende, at opdelingen er af hensyn til brugernes tryghed og komfort. Indklagede havde også oplyst, at personalet var instrueret i at bede kvinder i den blandede cirkel om at bruge cirklen forbeholdt kvinder, hvis den blandede cirkel var fyldt, og der var plads i cirklen forbeholdt kvinder. Det var nævnets vurdering, at hensynet til blufærdighed samt hensynet til tilrettelæggelse af sportslige aktiviteter var et legitimt mål, og at midlet i form af en træningscirkel kun for kvinder ikke gik ud over, hvad der er hensigtsmæssigt og nødvendigt, også henset til, at der var en fælles cirkel, som mænd havde mulighed for at anvende. Nævnet vurderede herefter, at indklagede ikke havde handlet i strid med ligestillingsloven. Klager fik derfor ikke medhold i klagen. Sagen blev behandlet principielt.
Endelig adm. afgørelse nr 9928 af 26/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - arbejdsvilkår - kompetence - uanset handicap - ej medhold
Socialministeriet
J.nr.25-97001 En mand (klager), der havde talevanskeligheder efter operationer i halsen, klagede over sin faglige organisation (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke havde fået løntillæg og ikke blev forfremmet. Klagen angik nærmere en tillidsrepræsentants virke i forbindelse med lønforhandlinger. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at tillidsrepræsentantens virke i forbindelse med lønforhandlingerne ikke var omfattet af forskelsbehandlingslovens § 3, stk. 4, hvorfor klagen over indklagede ikke var omfattet af forskelsbehandlingslovens anvendelsesområde. Nævnet afviste derfor at behandle klagen. Sagen blev behandlet principielt.
Endelig adm. afgørelse nr 9944 af 24/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - afvisning
Socialministeriet
J.nr.26-42542 En kvinde (klager), der var diagnosticeret med ADHD, borderline og fibromyalgi klagede over en virksomhed (indklagede). Klager mente, at virksomheden havde forskelsbehandlet klager på grund af handicap i forbindelse med, at klager var i virksomhedspraktik hos virksomheden. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager blev udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Efter nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i klagen. Nævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9952 af 24/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - afvisning
Socialministeriet
J.nr.26-54751 En mand (klager), der var diagnosticeret med autoimmun pancreatit, klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at han blev afskediget. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager ikke havde godtgjort, at han på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Efter nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i klagen. Nævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9945 af 24/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - afskedigelse - ej handicap - afvisning
Socialministeriet
J.nr.26-21166 En mand (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at han blev afskediget. Klager blev cirka to måneder efter afskedigelsen informeret om, at han sandsynligvis led af autoimmun pancreatit. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager ikke havde godtgjort, at han på afskedigelsestidspunktet havde sådanne langvarige funktionsbegrænsninger, der forhindrede ham i at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre, at han havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet lagde vægt på, at det var uklart, om klagers gener udgjorde en funktionsbegrænsning, ligesom klagers eventuelle funktionsbegrænsning ikke på afskedigelsestidspunktet havde haft lang varighed. Efter nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i klagen. Nævnet afviste derfor at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9940 af 21/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - kompetence - chikane - afvisning
Socialministeriet
J.nr.26-12436 En kvinde (klager) klagede over en virksomhed (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af køn, fordi indklagede havde udstedt en faktura til klagers boligselskab, hvor klager mente, at ordet ”kællingen” var streget over med sort tusch. Klager havde også gjort gældende, at indklagede og klagers boligselskab generelt måtte have omtalt klager som ”kællingen”. Indklagede havde indgået en aftale med klagers boligselskab om at udføre vvs-arbejde i klagers lejemål. Det var nævnets vurdering, at forholdet ikke var omfattet af ligestillingsloven. Nævnet lagde vægt på, at den påståede forskelsbehandling ikke var fundet sted i forbindelse med indklagedes levering af en vare eller tjenesteydelse til klager, som klager skulle afholde udgifterne for. Da forholdet herefter faldt uden for nævnets kompetence, afviste nævnet at behandle klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9941 af 21/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - chikane - lejeaftale - afvisning
Socialministeriet
J.nr.26-81540 En kvinde (klager) klagede over sit boligselskab (indklagede). Klager mente, at boligselskabet havde forskelsbehandlet hende på grund af køn, fordi vvs-selskab x havde udstedt en faktura til indklagede, hvor klager mente, at ordet ”kællingen” var streget over med sort tusch. Klager havde også gjort gældende, at indklagede og vvs-selskab x generelt måtte have omtalt klager som ”kællingen”. Nævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at klager var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Nævnet lagde vægt på, at der ikke var oplysninger i sagen, der understøttede, at indklagede skulle have udsat klager for forskelsbehandling på grund af køn i form af chikane i forbindelse med vvs-selskabets udstedelse af fakturaen. Efter nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at klager ikke kunne få medhold i klagen. Nævnet afviste derfor klagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9942 af 21/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - kommuner - genoptagelse - sagsbehandling - afvisning
Socialministeriet
J.nr.26-81546 En mand (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, hudfarve og race i forbindelse med kommunes behandling af klagers anmodning om aktindsigt. Nævnet vurderede, at der ikke i forbindelse med klagers anmodning om genoptagelse var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at klager ikke med de fremlagte oplysninger har skabt en formodning for, at indklagede undlod at give klager aktindsigt i sin sag på grund af klagers race og etniske oprindelse. Nævnet afviste derfor at genoptage sagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9943 af 21/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse, hudfarve og race - genoptagelse - kommuner - sagsbehandling - afvisning
Socialministeriet
J.nr.26-81547 En mand (klager) anmodede om genoptagelse af sin klage over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, hudfarve og race i forbindelse med kommunes sagsbehandling. Nævnet vurderede, at der ikke i forbindelse med klagers anmodning om genoptagelse var fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at klager ikke med de fremlagte oplysninger havde skabt en formodning for, at indklagede havde behandlet klagers sager anderledes på grund af klagers race og etniske oprindelse. Nævnet afviste derfor at genoptage sagen. Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets forpersonskab.
Endelig adm. afgørelse nr 9917 af 19/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - er handicap - afskedigelse - kommuner - rimelig tilpasning - medhold
Socialministeriet
J.nr.25-12160 En kvinde (klager), der var diagnosticeret med PTSD og periodisk depression, klagede over sin kommunale arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af handicap i forbindelse med, at hun blev afskediget fra sin stilling som lærer. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at klager på afskedigelsestidspunktet havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, og at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, da afskedigelsen var begrundet i klagers sygefravær, der skyldtes klagers handicap. Nævnet lagde til grund, at indklagede vidste eller burde vide, at klager havde et handicap på afskedigelsestidspunktet. To nævnsmedlemmer vurderede, at indklagede ikke havde løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke var blevet krænket, hvorfor klager fik medhold. Disse nævnsmedlemmer lagde vægt på, at indklagede ikke havde tilbudt klager en stilling på nedsat tid svarende til det timetal, som klager var disponibel til at arbejde på afskedigelsestidspunktet, og at indklagede ikke havde redegjort for, hvorvidt indklagede undersøgte mulighederne for at tilbyde en stilling på nedsat tid og om dette ville være uforholdsmæssigt byrdefuldt. Et nævnsmedlem vurderede, at indklagede havde iagttaget sin tilpasningsforpligtelse. Dette nævnsmedlem lagde vægt på, at indklagede ikke på længere sigt ville kunne tilbyde de skånehensyn, der var iværksat i forhold til klager, idet klagers meget lave timeantal og kravene til forudsigelighed ikke var forenelige med indklagedes drift. Efter stemmeflertallet fik klager medhold i klagen og en godtgørelse på 570.000 kr. svarende til 12 måneders løn.
Endelig adm. afgørelse nr 9916 af 19/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - kompetence - er handicap - uddannelse - chikane - ej medhold
Socialministeriet
J.nr.25-17486 En kvinde (klager), der var talblind, klagede over en uddannelsesinstitution (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet klager på grund af handicap i forbindelse med klagers uddannelsesforløb. Klager havde ikke udnyttet sin administrative klageadgang til at klage over to prøver. Nævnet kunne derfor ikke behandle den del af klagen, der handlede om prøverne. Nævnet vurderede, at klagers talblindhed udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Nævnet vurderede, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling eller chikane på grund af handicap. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9925 af 19/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn – kommuner - arbejdsvilkår - medhold
Socialministeriet
J.nr.25-17325 En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at klager fik afslag på at få overført omsorgsdage til året efter. Da klager var forhindret i at afholde omsorgsdagene på grund af graviditetsbetinget sygefravær, vurderede nævnet, at der var påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at klager ved afslaget blev udsat for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet. Ligebehandlingsnævnet har ved principiel afgørelse af 25. juni 2020 truffet afgørelse om, at det i en lignende situation var udtryk for forskelsbehandling, at en gravid eller barslende medarbejder ikke kunne overføre sine omsorgsdage. Det var herefter nævnets vurdering, at indklagede ikke havde godtgjort, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 10.000 kr.
Endelig adm. afgørelse nr 9923 af 19/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
Socialministeriet
J.nr.25-22457 En mand (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af alder i forbindelse med, at han blev afskediget fra sin stilling. I alt var fem læger ansat i klagers afdeling. Klager var 66 år på afskedigelsestidspunktet. De øvrige læger i afdelingen var henholdsvis 49, 58, 69 og 70 år. Indklagede havde oplyst, at indklagede havde 40 fastsatte læger fordelt på 11 specialer. I juni 2024 afskedigede indklagede i alt seks læger fordelt på fire specialer. Afskedigelserne var begrundet i indklagedes økonomi. Ligebehandlingsnævnet vurderede på baggrund af sagens oplysninger, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9924 af 19/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
Socialministeriet
J.nr.25-22451 En mand (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af alder i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling. Klager var 64 år på afskedigelsestidspunktet. I alt var fire læger ansat i klagers afdeling. Samtidig blev en anden medarbejder, der var 48 år, varslet nedgang i arbejdsopgaver. Indklagede havde oplyst, at indklagede havde 40 fastsatte læger fordelt på 11 specialer. I juni 2024 afskedigede indklagede i alt seks læger fordelt på fire specialer. Afskedigelserne var begrundet i indklagedes økonomi. Ligebehandlingsnævnet vurderede på baggrund af sagens oplysninger, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9922 af 19/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - ej medhold
Socialministeriet
J.nr.25-22439 En mand (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet ham på grund af alder i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling. Klager var 70 år på afskedigelsestidspunktet. Samtidig blev en anden medarbejder, der var 51 år, afskediget. I alt var syv læger ansat i afdelingen. Indklagede havde oplyst, at indklagede havde 40 fastsatte læger fordelt på 11 specialer. I juni 2024 afskedigede indklagede i alt seks læger fordelt på fire specialer. Afskedigelserne var begrundet i indklagedes økonomi. Ligebehandlingsnævnet vurderede på baggrund af sagens oplysninger, at klager ikke havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Klager fik derfor ikke medhold i klagen.
Endelig adm. afgørelse nr 9919 af 19/08/2026
Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse efter orlov - parts- og vidneforklaringer
Socialministeriet
J.nr.25-30899 En kvinde (klager) klagede over sin arbejdsgiver (indklagede). Klager mente, at indklagede havde forskelsbehandlet hende på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget fra sin stilling. Klager gjorde desuden gældende, at beslutningen om at afskedige hende var reelt var truffet under klagers barselsorlov. Klager vendte retur fra sin barselsorlov den 1. maj 2024 og blev afskediget den 8. august 2024. Nævnet vurderede på den baggrund, at klager ikke havde godtgjort, at beslutningen om at afskedige klager reelt blev truffet under klagers barselsorlov. Klager havde gjort gældende, at klager fik tilbudt en fratrædelsesaftale den 1. maj 2024 i forbindelse med, at hun vendte retur fra barselsorlov. Indklagede havde bestridt dette og havde oplyst, at muligheden om en fratrædelsesaftale blev drøftet. Klager havde også gjort gældende, at klager ikke havde nogen arbejdsopgaver, da hun vendte retur fra sin barselsorlov. Indklagede havde bestridt dette og havde oplyst, at klager lavede brandanalyser, workshop prep i Canva og almindeligt driftsarbejde. Klager havde videre gjort gældende, at klager var den eneste, der blev afskediget i forbindelse med indklagedes omstrukturering, og at klagers arbejdsopgaver fortsat blev varetaget hos indklagede. Indklagede havde bestridt klagers udlægning af hændelsesforløbet. Der var for nævnet tvivl om, hvorvidt klager blev tilbudt en fratrædelsesaftale den 1. maj 2024, og hvorvidt klager havde arbejdsopgaver efter, at klager vendte retur fra sin barselsorlov. Der var desuden for nævnet tvivl om, hvorvidt klager var den eneste, der blev afskediget i forbindelse med indklagedes omstrukturering, og hvorvidt klagers arbejdsopgaver fortsat blev varetaget hos indklagede. Ligebehandlingsnævnet vurderede, at disse spørgsmål, som var af afgørende betydning for sagen, alene kunne afklares ved mundtlige parts- og vidneforklaringer. En sådan bevisførelse kan ikke foretages ved nævnet men må i givet fald ske ved domstolene. Nævnet afviste derfor at behandle klagen.
