AI - kunstig intelligens Design og UX Artikel
AI og brugeradfærd

Gentænk dine brugere i lyset af AI

AI har forandret måden, vi bruger internettet på. Hvor vi tidligere navigerede mellem søgeresultater og selv vurderede kilderne, skriver vi nu et spørgsmål og får ét samlet svar. Men når komplekse emner kondenseres til et enkelt svar, øges risikoen for misforståelser, og ansvaret flyttes over på brugerens evne til både at formulere og fortolke kritisk. Det kræver, at vi gentænker vores forståelse af brugeren.

 

Rasmus Otto-Sidelmann
Digital Designer, GoPublic

AI stiller større krav til brugerne

Den stigende brug af AI-søgninger kræver en udvidet forståelse af digital literacy. 

Digital literacy er brugernes evne til at:

  • finde 
  • evaluere og 
  • anvende information digitalt (NN Group, 2026)

I en AI-kontekst handler det ikke kun om at kunne søge informationer, men om at kunne formulere en klar intention gennem prompting og forstå det output, man får tilbage. Det stiller nye krav til brugeren: De skal vurdere kvaliteten af det svar, de får, og stille opfølgende spørgsmål, der gør det nemmere for dem at omsætte output til handling. Det er dog langt fra alle, der besidder disse kompetencer i samme grad.

Alle bruger AI, men ikke på samme måde

Ifølge Nielsen Norman Group kan AI-brugere forstås gennem to akser.

  • Den første er en prompt-forståelse. I den ene ende finder vi her de mest kompetente brugere, som formulerer komplekse prompts med tydelig kontekst og klare intentioner. I den anden ende står de mindre erfarne, som skriver korte og simple forespørgsler, der minder om traditionelle Google-søgninger.
  • Den anden akse handler om output-forståelse. Her forholder de mest kompetente, eller mest skeptiske, sig kritisk til svaret: De undersøger kilder, overvejer bias og stiller opfølgende spørgsmål. I modsatte ende finder vi de mere naive brugere, som accepterer det første svar uden nærmere refleksion. 

Kombinationen af disse to akser skaber fire forskellige brugerprofiler:

  • AI-nybegynderen: De brugere, der hverken kan prompte præcist eller forholde sig kritisk til output. De er tilbøjelige til at tage alle svar for gode varer. 
  • Den ukritiske superbruger: De brugere, der er dygtige til at skrive præcise prompts, men ikke forholder sig kritisk til output. De anvender ofte AI til alle slags dagligdags ting og bruger det første AI-tool, de er blevet introduceret til, til alle opgaver. Ligesom ovenstående brugergruppe ved de ikke, hvor informationen de får tilbage, kommer fra.
  • Den skeptiske fravælger: Dette er brugere, der forstår at bruge AI til prompting og desuden forstår output, men ikke bruger teknologien, fordi de er skeptiske over for den. Denne gruppe udvikler derfor ikke deres evner inden for prompting. 
  • AI-eksperten: Forstår at prompte og at forholde sig kritisk til output. De justerer gerne deres prompts gennem opfølgende spørgsmål og forstår at bruge forskellige chatbots til forskellige formål, fx Gemini til arbejde og ChatGPT til dagligdags ting. 

Det er afgørende, at vi som digitale designere og kommunikationsansvarlige forholder os aktivt til disse brugergrupper, særligt i det offentlige, hvor informationsmængden er kompleks og ofte har direkte betydning for borgernes rettigheder.

Når AI bliver indgangen til denne information, kan vi ikke forvente, at alle brugere navigerer lige kompetent i den, men hvordan griber vi det an? 

Hjælp brugeren med at forstå AI

Hvis vi vil støtte brugerne i at prompte mere effektivt, kan relativt enkle UX-greb gøre en stor forskel, når AI er indgangen til information. 

  • Vis konkrete eksempler på prompts: I stedet for den generiske tekst “Skriv dit spørgsmål her” kan man vise konkrete eksempler på gode prompts eller tilbyde skabeloner, der hjælper brugeren med at formulere kontekst og intention.
  • Strukturer svarene og giv overblik: For at styrke brugerens refleksion omkring output bør svarene struktureres tydeligt. I stedet for lange, sammenhængende tekst-blokke kan man arbejde med opdelte svar, klikbare elementer og synlige kilder. Mange nuværende chatbot-interfaces minder om sociale mediers chatformater og leverer lange tekstblokke, som kan virke overvældende og efterlade begrænset rum for kritisk stillingtagen. 

En mere transparent og struktureret præsentation kan hjælpe brugeren med at forstå, hvad svaret bygger på. Samtidigt kan man overveje, om chatten skal suppleres med tydelig vejledning om, at AI-svar altid kræver kritisk vurdering for at imødekomme de mere skeptiske AI-brugeres overvejelser.

Mere om AI - kunstig intelligens